fredag den 13. juni 2014

At tage en beslutning

Mange har spurgt mig om det ikke er svært at sige "nej tak" hele tiden.
Det har jeg grundet en del over og er kommet frem til følgende: Det handler om at tage en beslutning. Og i helt bogstavelig forstand én beslutning.

I alle de tilfælde hvor jeg har besluttet at bruge min sunde fornuft og få smidt de kilo, ja - så har jeg jo skulle tage 20 fornuftige beslutninger om dagen. 0,1% youghurt eller ostemad om morgenen, salat eller ostemad til frokost, æble eller ostemad om eftermiddagen.....osv, du forstår meningen. Og ofte har jeg taget de rigtige beslutninger, men ikke i alle tilfælde og så når jeg ikke særlig langt og giver efterhånden op.

I dette tilfælde har jeg kun taget én beslutning. Den tog jeg i juleferien og den gik ud på at følge Dukans program til punkt og prikke. Så var der ligesom ikke så meget at diskuterer (med mig selv). Der var de tilladte fødevarer og intet andet. Ikke noget at blive forvirret af, ikke noget at lade sig friste af, ikke noget at tage stilling til. Sætte hjerne og hjerte, fornuft og følelse på stand by og kun følge reglerne. Og det virker for mig. Så var det ikke svært.
Hmmm... Jeg må kunne blive en god soldat. Ikke særlig rart at tænke på.


Men det har været nødvendigt for mig, som ellers er meget impulsiv, at gøre det på den måde. Netop fordi jeg af natur er indrettet således at jeg umiddelbart, indenfor rimelighedens grænser, gør hvad jeg har lyst til. Så har jeg altså stillet nogle rammer op for mig selv, som jeg kan agere indenfor.

Når det er sagt, så er det helt klart min filosofi at man bør følge sit hjerte fremfor sin fornuft. Det bliver man lykkeligere af. Og her er det så at rimelighedens grænser kommer ind. Men dem opstiller man jo selv, så man kan leve med sine valg. Men det er en helt anden historie og har intet med væg
ttab at gøre.

torsdag den 12. juni 2014

Aftensmad

I dag har jeg fået små lækre mørbradbøffer med salt og peber stegt på tør pande. Dertil kogte porrer og tomatsalat (cherrytomater og løg).

onsdag den 11. juni 2014

Rabarberkomplot!

Det er lækkert med lidt frugt eller noget der ligner.
På listen over grøntsager som man må spise i fase 2 er også rabarber. (man må spise de fleste, med undtagelse af visse meget stivelsesholdige grøntsager)
Så er det jo lækkert at lave en rabarberkompot, som f.eks kan bruges som syltetøj :-)




  • Et par stængler rabarber
  • Lidt vand
  • Stevia
  • Evt vanillepulver, citronsaft eller mors hyldedrik

Skær stænglerne i små stykker og kom dem i en kasserolle, hæld lidt vand ved. Det skal  kun lige dække bunden af kasserollen. Kog rabarberstænglerne og smag til med stevia og evt. vanillepulver.
Du kan også tilsætte lidt citronsaft eller en skefuld af mors hyldedrik.

Nu er det jo ikke vinter hvor rabarberkompot ellers traditionelt spises som tilbehør til kød. Men brug den som syltetøj på klidpandekager eller sommerpandekager., eller spis den på skyr. Hvis det skal være helt festligt kan den gøres meget sød, puttes i en fint glas og toppes med skyr som er rørt med vanillepulver og lidt stevia.

mandag den 9. juni 2014

Sommerpandekage


Nu er det sommer, så nu skal vi have sommermad.
Jeg bager klidpandekager a la sommer. Grundopskriften er den samme som mine klid/kanelpandekager.

  • 2 æg
  • Ca 0.75 dl skummetmælk
  • 1 spiseskefuld hvedeklid
  • 2 spiseskefulder havreklid
  • 3 tsk loppefrøskaller
  • 2 spiseskefulder af mors hyldedrik uden sukker
  • 1 tsk vanillepulver
  • lidt salt
Pisk alle ingredienser i en røreskål og bag dejen til 2 pandekager. Panden skal være meget varm før dejen hældes på og pandekagen skal være helt bagt på undersiden før den forsøges vendt.


Hyldedrik uden sukker

Jeg elsker hyldedrik og her I huset har vi altid fabrikeret store mængder. Vi drikker det, putter det i koldskål, kager og syltetøj. I år har jeg lavet en udgave, med stevia, som vi Dukanesere kan bruge.


  • 15 hyldeskærme
  • 1 liter kogende vand
  • 20 gram vinsyre
  • 1 citron
  • 75 gram stevia pulver
  • 1 tsk. atamon


Pluk skærmene og læg dem i en skål, hæld det kogende vand over og tilsæt de andre ingredienser. lad det trække på køkkenborden med et viskestykke over i 3 dage og rør lidt i det hver dag. 
Den 3. dag skal det drænes og hældes på en skoldet  og atamonskyllet flaske.

Stevia har en eftersmag og den kommer man altså ikke af med.  (måske kan den dæmpes lidt af vanille, det prøver jeg næste gang) Men saften kan drikkes og smager måske endnu bedre med et par isterninger i. Jeg har helt bevidst valgt at lade den være friskere end normalt, det ka jeg godt li.
 Hvis stevia-mængden skulle svare til den opskrift jeg bruger med alm. sukker ( som ungerne elsker) ville der skulle 100 gram i. Men du kan jo prøve dig frem. Den kan bruges i koldskål og pandekagedej og er rigtig fin som en sommerlig smags-giver.

Lille Lækker Luksus


Til fase 2 hører der en liste over tolererede fødevarer. Man må indtage 2 af dem pr. dag. En af disse fødevarer er fedtreducerede cacao,1 tsk. fuld.
Jeg har købt cacao på 11% fra Urtekram og når vi holder fødselsdag (det sker forholdsvis tit, med 5 unger) laver jeg varm chokolade til mig selv, af det.
Sådan en dejlig lørdag aften kan jeg også finde på at forkæle mig selv med et glas varm chokolade.

Tag et glas skummetmælk og hæl det op i en kasserolle, kom en tsk. fedtreduceret cacao og 2 tsk. stevia (pulver) i mælken og pisk med piskeris til det har den rette temperatur. ( og der kommer lidt skum på toppen :-) ) Hæld op i glasset og nyd det!

torsdag den 5. juni 2014

Den første rugbrødsmad


Så er det et faktum.
 Fase 3 er nået, så foruden et stk. frugt pr. dag er der udsigt til 2 stykker rugbrød.
Så her er min første rugbrødsmad i 5 mdr. 
Rugbrødsmad med tunsalat. Salaten består af en dåse tun (i vand forstås), en ordentlig klat hytteost, lidt sennep, salt, peber og purløg. Den salat har jeg også lystigt spist til frokost i fase 2, bare uden brød. På toppen er der peberfrugt ved det, at man nu også må få grøntsager hver dag ;-)
Den anden mad har 2 stk 6% ost på. Nu må jeg egentlig godt få lidt federe ost, men jeg kan jo lige så godt spise den jeg har.
Jeg er tilfreds.

Måååål

For pokker da. Målet var 68 kg. Så nu er jeg officielt i mål og kan roligt gå videre i fase 3.
Yes! Grøntsager hverdag ovenpå en 5 mdr. Hvor jeg mange dag er stået op til skuffelsen over at det ikke var grøntsagsdagene. Men at jeg måtte nøjesmed en klat hytteost, en skyrdressing eller en gang æggesnask til mit i øvrigt lækre kød ved aftensmaden.

Lidt overdrevet måske, for jeg har spist godt. Men det er svært ikke at blive træt af de tre, fire ting jeg fandt, som det virkede, at jeg spiste meget af,i vores husholdning.

Mit mål var 68 kg, og nu står der sørme 67.2 på vægten.

Nu skal jeg have grøntsager hver dag. HURRA. Og frugt. Uh, det er dejligt


Overlevelseskit

Fase 2 er laaaang, meget lang. For at komme igennem den er det nødvendigt at med et overlevelseskit.
Når man hverken kan ty til frugt eller muslibarer, så må der findes andre veje.
Overlevelseskittet er naturligvis individuelt. Det gælder om at finde nogle ting som du kan li og som kan bringe dig sikkert henover de svære tidspunkter på dagen, hvor du tidligere havde snuppet en snack.
Og hvor du i dine "fornuftigere" perioder havde snuppet noget frugt, en müslibar, lidt frugtyoughurt eller lignende.


Og så er der igen flere måder at gribe det an på. En af mine venner valgte at gå lidt på kompromis med overlevelseskittet. Hun brugte slik som var sukkerfrit men som stadig indeholdt andre "forbudte" ingredienser. En anden brugte "lækkerbar" også sukkerfri men med kulhydrater fra gryn og kerner.
Jeg har været helt straigt og har kun brugt lovlige ting. Gajol og andre pastiller, sukkerfri bolcher, Coke zero og masser, masser af tyggegummi.
Sørg for altid at have rigelige tilgængelige mængder af dit overlevelseskit. Sørg for at have noget med i tasken, så du ikke falder i og forgriber dig på forplejningen når du er til møde. (Den er ALDRIG lovlig og de kigger så underligt på dig når du kun spiler pålægget )

søndag den 4. maj 2014

Klidpandekager

Om morgenen spiser jeg sædvanligvis 0.1  % A38 med 2 skefulder pæreskyr i, og klid ovenpå. 
Men i weekenden når jeg har sovet længe og resten af familien luner boller eller andet hyggeligt, så laver jeg klidpandekager. Det er hyggeligt at være med i morgenhyggen, det smager dejligt og mætter godt.
Der kan blive 2 store tykke pandekager eller flere små hvis du foretrækker at lave amerikanske pandekager. Min opskrift kommer nedenfor.
I starten puttede jeg sødemiddel i, men jeg vil helst undgå for mange kemiske sødestoffer og synes ikke det er nødvendigt. Men du kan jo tilføje det hvis du vil have dem søde.
Til gengæld er kanel (eller et andet valgfrit krydderi) nødvendigt. Der er jo ikke ret meget til at sætte smag i pandekagerne (ingen sukker), så hvis du ikke vil have æggesjask med gryn (klid) så er det bare at køre på med lidt salt og nogle bagekrydderier.
Loppefrøskallerne er også nødvendige ellers er dejen alt for flydende og kan næsten ikke bages.
Jeg spiser pandekagerne uden noget, eller med rabarberkompot. 

Jeg bruger :
  • 2 æg
  • Et skvæt skummemælk (ikke over en dl)
  • 2 spk. havreklid
  • 1 spk. hvedeklid
  • 2 tsk. loppefrøskaller
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • Lidt salt
Pisk det hele sammen og bag pandekagerne på panden. Hvis du har en skidegod slip-let-pande er det godt. Ellers skal den have lidt oliespray. Det skal min, og når jeg er løbet tør for spray, hælder jeg nogle dråber olie på panden og tørrer det af med køkkenrulle. Pandekagen skal have god tid og god varme hvis den skal kunne vendes i hel tilstand. (der er jo ikke mel i)
I tilgift kan dejen også bages i vaffeljern, hvis det er sådan i hygger hjemme hos jer. Men pas på ikke at hælde for meget dej i, det hæver meget.

Klidpandekager med rabarberkompot (lovligt, selvfølgelig)




Ingen kulhydrater ?

Det er bedst at spise varieret kost, og det er et faktum at kroppen har brug for proteiner, kulhydrater og fedtstoffer for at kunne udføre sit job.

Jeg har flere gange hørt og læst at dukan-kuren er farlig for kroppen. Og hver gang får jeg lidt dårlig samvittighed eller bliver lidt forskrækket.
Men jeg resonerer således: Det kan godt være at det ikke er sundt eller måske ligefrem farligt at leve helt uden kulhydrater. Men jeg har nu planer om kun at gøre det i en kortere periode set i forhold til en meget lang periode med overvægt og de gener og farer som det fører med sig.
Desuden lever jeg ikke helt uden kulhydrater. I min havreklid er der 56 g. kulhydrat pr. 100 g. Og i min hvedeklid er der 25 g.
Der er også kulhydrater i grøntsager f.eks. 14.6 g i pastinak og 12.4 g i persillerod. Og det spiser jeg jo rigtig meget af på mine grøntsagsdage. Hvis du vil prioritere at spise grøntsager med højt indhold af kulhydrater finder du en tabel over næringsindhold i grøntsager her.
Så i det store og hele prioriterer jeg at det er OK for mig i en begrænset periode. Især set i forhold til en årelang periode med overvægt, som kan føre til hjerte/kar sygdomme, dårlige knæ, forhøjet blodtryk, diabetes og meget andet lækkert.

Jeg må dog lige til slut slå fast at jeg ikke er læge og det her er mit helt eget lommeræsonnement. Jeg er kun skolelærer og som enhver ved er de jo nemme at tage røven på.

lørdag den 3. maj 2014

Lort!!!



Ja, dette er så, nøjagtig som titlen siger, et indlæg om lort. Eller man kunne også vælge at kalde det et lorteindlæg.

Nu har jeg jo 5 børn, hvoraf jeg har født og ammet de 4. Og jeg har altid ment at det var ganske underligt at der ikke er nogen som fortælle de nybagte mødre sandheden om f.eks. amning. Ligesom mange andre ting om graviditets og barselsgener forties. 
 Men det værste er dog det med amning, netop fordi det hypes som noget på linie med nirvana.... Bare man kan amme...!

Og ja, det er sundt, det er nem mad at tage med, det er hyggeligt og det skaber kontakt.
MEN, det gør altså også ondt. Heldigvis mest i starten. Man får hudløse brystvorter oven i købet med åbne sår på. Det kan faktisk gøre så ondt at man frygter næste gang ungen skal ha mad og i fuldt alvor kan finde på at løbe ned til en healer og købe muslingeskaller til at lægge på brystvorterne inden i BH'en. Og det er der ingen der fortæller en...

Derfor opfatter jeg det som min pligt at fortælle om det. Ja, om alle de ting, som er ganske vist, men som ingen fortæller om. Som nu - lort! ( eller mangel på samme)

Naturen er desværre så viseligt indrettet at kommer der ikke noget ind, så kommer der heller ikke noget ud. Så der kan gå flere dage imellem toiletbesøg.
 Desværre er det ikke hele historien. For det man ikke får er jo f.eks fibre. Fibre som man ellers ville få fra fuldkornsprodukter, grøntsager og frugt. I fase 1, får man slet ingen og i fase 2, kan man tænke i grøntsager med højt fiberindhold på grøntsagsdagene. Men det er stadig ikke nok.

Dukanen siger at man må få en skefuld hvedeklid om dagen udover sin obligatoriske havreklid, men det løste altså stadig ikke problemet for mig.

Det er så her at historien begynder at minde lidt om det med amning. For der var godtnok et lillebitte afsnit i bogen om " hård mave ". ( som i øvrigt til slut konkluderede at hvis man fik forstoppelse, skulle man gå til læge ) Et lillebitte afsnit står altså ikke mål med fornemmelsen af ikke at kunne komme på toilettet i en uge........!!! Endsige den udmattende kamp der udspiller sig, når man så endelig sidder der.

Nå men, - hvedeklid hjalp ikke. 
Men det gør loppefrøskaller, eller HUSK. Så det spiser jeg 3 teskefulder af morgen og aften. Og så ignorerer jeg i øvrigt alle de dumme kommentarer fra omverdenen når de opdager at jeg gør det.
F.eks spiser jeg det sammen med klidden oven på yoghurt og skyr. Men jeg putter det også i pandekagedej. Den pandekagedej som vi dukanitter må få er så sjasket at der ikke kan laves pandekager af den. Men når man putter loppefrøskaller i bliver den tyk. 

fredag den 2. maj 2014

Grøntsager - juhuu!

Efter fase 1 kommer, sjovt nok, fase 2.
Det er den man skal være i til man har nået sit mål. Altså længe.
Pointen her er at man spiser ren protein plus to skefulde havreklid hveranden dag. Men så må man udvide sin menu til at omfatte grøntsager de andre dage.
Og efter 6 dage med hytteost, kyllingebryst og omeletter, så skal jeg da lige love for at det er himmelsk at gnave i en gulerod.
Eller bare at få en grøn salat til sit kyllingebryst. Der er stadig visse stivelsesholdige grøntsager man ikke må spise, og en eller anden dag hvor jeg har uanede mængder af tid (HA HA HA) lægger jeg en liste ud. Dog er denne side ikke ment som en manual (brug hjemmesiden eller lån bogen, jeg synes hjemmesiden er ret rodet og foretrækker klart bogen, men finder somme tider opskrifter og inspiration på hjemmesiden)

Nå, - men altså tilbage til det med grøntsager. Som man virkelig kommer til at sætte pris på.

Hvis det tilfældigvis forholder sig sådan at man har grøntsagsdag om fredagen (eller lørdag, for den sags skyld og én af dem har man jo hvis man altså skifter hveranden dag ;.)) - ja, så er mqan ekstra heldig. Der skal jo hygges lidt. Så køb en god bøf og en pose rodfrugter. Skræl rodfrugterne, pastinak og persillerod er bedst synes jeg. Put sølvpapir på dem enkeltvis og så en time i ovnen. så smager de sødt, blødt og lækkert.
En cola light og en grøn salat ti,l og så føler man sig næsten helt almindelig.
Man kan også bruge lidt mere tid og være lidt mere avanceret. Kog f.eks en grydefuld blandede rodfrugter, f.eks gulerødder, pastinak, selleri og persillerod. Hæld vandet fra og blend grøntsagerne med en stavblender. rør æg og salt i. Hæl denne dej i små ildfaste forme f.eks suffle forme eller faste muffinsforme og bag dem i vandbad i ½ time. Så har du noget "fast" og fyldigt som mætter, når du nu ikke må få kartofler.
Nåh - et kogt blomkålshoved er nu heller ikke at foragte.

Jeg elsker kogte porer





onsdag den 30. april 2014

Starten

Jeg har indgået et partnerskab med Dukanen.
Altså Pierre Dukan, fransk slankeguru og læge. Herhjemme kaldes han dog bare Dukanen.

Det kan vel ikke komme bag på nogen (som selv har prøvet det) at forsøget har været gjort før. Altså forsøget på at tabe de dér kilo og blive netop så toplækker som jeg altid har været sikker på at det var meningen, jeg skulle være.
Men diverse komplicerende faktorer er altid kommet i vejen. Som f.eks et par barsler eller fire. En enkelt skilsmisse, heldigvis efterfulgt at nyt bryllup, et par år senere.
Så er der jo også det krævende job, som optager al ens tid hvor man ellers skulle få overblik over situationen, købe fornuftigt ind samt planlægge og forberede god og fornuftig mad.
Huset, haven, hestene, ungerne og alt det andet.





Imens alt dette, som man kalder livet foregik om ørerne på mig, havde vægten ganske ubemærket sneget sig op på det uhyrlige  og ustyrlige tal, 25 kg for meget.
Og når jeg siger ubemærket, så mener jeg det faktisk. Jeg har aldrig været nogen sylfide, altid butted eller kraftigt bygget, som det hed sig. Og al den tid jeg kan huske har det været sådan. Jeg har egentlig følt mig udemærket tilpas, aldrig været fysisk generet og altid haft et blodtryk som en 18-årig. Selv når jeg var gravid i 38. uge.
Jeg er altid blevet behandlet som værende i risikogruppe udelukkende pga. vægten, blevet glukosebelastet for at udelukke sukkersyge i graviditeterne osv. Men der har aldrig vist sig noget.
Det mest generende har været  at jeg ikke kunne få det smarte tøj som alle de andre havde og den stigmatisering som følger med at være overvægtig som teenager. Og i voksenlivet: at være i risikogruppe, og at se sit egen "problem" klasket ud over hele sendefladen, i bedste sendetid. Selvom man måske ikke selv synes at man har det store problem, ja - så skal man da nok få det.
Men egentlig har og havde jeg det fint med mig selv.


Nu er det bare sådan at fyrrene truer og man jo læser en masse om kredsløbsforstyrrelser og hjerte/kar  sygdomme. Så af forebyggende helbredsmæssige grunde besluttede jeg at nu skulle der gøres noget.
Jeg rev en tilfældig slankebog ned fra hylden i et supermarked, den ene kunne være lige så god som den anden. Det blev tilfældigvis Pierre Dukans proteinkur. 
Jeg læste bogen i løbet af et par dage og fik den tilhørende hjemmeside til at regne mine data ud. 
Jeg startede 1. Januar og ifølge Dukanen er jeg færdig d. 23. juni.

Kød med kød på.

Hjemmesiden regnede ud for mig hvor længe jeg skulle befinde mig i fase1. 6 dage.
I første fase må man kun spise protein, lige med untagelse af en skefuld havreklid pr. dag. Så det var jo lige til at gå til. Kød med kød på.

Men hvordan tager man madpakke med i skole (jeg er lærer) når man ikke må spise brød eller grøntsager.
Farvel til de flade leverpostejsmadder, pastasalat eller agurkestænger...

Og hvad får man til morgenmad, når man ikke må spise kulhydrater. Ingen havregrød, ingen cornflakes og værst af alt overhovedet ingen ostemadder....

Så allerførst måtte der brainstormes over hvad man i det hele taget må spise når man har indgået kompagniskab med Dukanen. Jeg nærlæste listerne over tilladte fødevarer og inddelte dem efter hvad jeg kan li og ikke kan li. Jeg kan godt li kød!!




Heldigvis må man spise æg og magre mejeriprodukter. Så det er kød med kød på med et twist.

6 dage på rent protein er egentlig et sjovt projekt. Kan det overhovedet lade sig gøre? Og da jeg elsker udfordringer, så var et jo bare om at komme i gang. Først indkøb af de nødvendige fødevarer, havreklid, skyr, 0,1 % A38, æg og kød.
Og så er det ellers bare at leve med at spise fire hakkebøffer ( af 3-5% hakkekød) med dressing af skyr og krydderurter. Mens man ser på at de andre rundt om bordet spiser kartofler, sovs, grøntsager, flutes og hvad de ellers kan finde på.

Jeg kom igennem det og det var en sjov udfordring. Dukanen havde lovet mig et vægttab på 2,3 kg. i løbet af de 6 dage, men faktisk nåede jeg op på 4,5 kg. Så jeg havde jo allerede et lille forspring da jeg gik i gang med fase 2 på syvendedagen.